Bibliometermålinger
På biblioteksområdet har MBC udviklet bibliometeret, der er et brugerbaseret effektstyringsredskab.
Vores bibliometer er mere end en tilfredshedsmåling, fordi det måler flere dimensioner, og fordi det har fokus på den brugeroplevede værdi. Det er ledelsesinformation om brugernes oplevelse af biblioteket. Det giver et værdifuldt input til styring og kvalitetsudvikling, og det giver god dokumentation overfor politikere, forvaltning og andre interessenter.
Ved at samle brugernes udbyttemæssige vurdering af en række forhold i et enkelt talmæssigt udtryk, fås en aktuel og repræsentativ temperaturmåling på brugernes vurdering af biblioteks bidrag til uddannelse, oplysning og kulturel aktivitet. Målingerne er designet, så de kan sammenlignes over tid, og så det enkelte bibliotek kan benchmarke sig med resultaterne fra de øvrige biblioteker samt en national måling på tværs af alle landets biblioteksbrugere
Bibliometermålingen indeholder særskilte opgørelser på de enkelte dimensioner af biblioteksopgaven, så det viser, hvor det går godt henholdsvis mindre godt, og hvor udviklingen er positiv henholdsvis negativ. I målingen indgår samtidig en brugertilfredshedsmåling. Endelig indeholder bibliometeret målgruppeanalyser, så det viser, hvordan forskellige brugergrupper oplever bibliotekets værditilførsel. Målgruppeanalysen foretages i forhold til det primære betjeningssted (lokalbibliotek), primære brugsformål, alder, køn, bopæl, uddannelsesniveau, børnefamilier m.v.
Målingerne er foretaget i et stort antal af de danske folkebiblioteker. Mere end 100.000 biblioteksbrugere har besvaret det anvendte spørgeskemakoncept.